Karen Blixen var ’storyteller’, og det er svært for mig at komme i tanke om en forfatter, som i den grad var i stand til at lutre sin læser med historier af den type, hvor man pludselig begriber, hvad begrebet skæbne, som ingen rigtigt tager alvorligt nu til dags, betød for folk engang.
Og ikke nok med det. Blixen selv var dette uudgrundelige maskemenneske, som efter at have slidt og slæbt i det sorte Afrika endte med at holde hof på Rungstedlund, hvor hele det faustiske udtræk var blandt hendes attraktioner. Hun var tilmed udstyret med den glorie, som udgik fra adelsvæsenet. Baronessen hed selvfølgelig ikke oprindeligt Christensen, men Karen Christenze Dinesen, og sådan kan man blive ved.
