Bedst huskes hun, som hun står med nakken tilbage og hepper på bygmester Solness under rejsegildet. Han kravler op i sit tårn med kransen. Men, ak, det er for sent i livet. Han mister balancen og styrter i døden.

Der er nok ingen scene hos Ibsen, det er lettere at udsætte for en vulgærfreudiansk udlægning: det rejste tårn, den æggende kvinde, faldet. Men Klas Östergren, der er svenskeren i det nordiske Ibsen-triatlon, udsætter Hilde Wangel og vores kultur for en dybsindigere udlægning.