Den globale klimakrise er en realitet, der efterhånden er gået op for de fleste. Til den nye litteraturfestival Klima&Litteratur kan man blive klogere på, hvad litteraturen kan bidrage med i klimadebatten.

Alle forfattere ankommer med tog og bus: København inviterer til landets første festival om klimalitteratur

Digter Lars Skinnebach er blandt de optrædende til Klima&Litteratur. Miriam Dalsgaard/POLFOTO
Digter Lars Skinnebach er blandt de optrædende til Klima&Litteratur. Miriam Dalsgaard/POLFOTO
Lyt til artiklen

Har litteraturen et politisk potentiale, en agens? Ja, det har den vel nok, selv om den måske ikke er helt så slagkraftig, som den har været.

Men eftersom den globale økologiske og klimatiske krise påvirker snart sagt alle aspekter af livet og samfundet, fylder den også stadig mere i nyere litteratur.

Til oktober får klimalitteraturen så sin foreløbige kulmination på dansk grund med den første litteraturfestival, som udelukkende fokuserer på forholdet mellem klima og litteratur.

Endagsfestivalen gæstes af forfattere fra hele Norden såsom danske Jonas Eika og Lars Skinnebach, norske Aase Berg og Lana Hansen fra Grønland.

Med fællesspisning om aftenen og kaffe om eftermiddagen ønsker arrangørerne bag festivalen at skabe mulighed for en uformel diskussion af klimalitteratur på kryds og tværs.

Klimaet er ikke kun på det litterære program, men fylder også i den praktiske afvikling af festivalen.

Forfattere ankommer med tog og bus, uanset hvor langt de må rejse, der kommer intet trykt program, ligesom man ikke kommer til at se plakater rundtom i byen.

Festivalen er støttet af Statens Kunstfond, Clara Lachmanns Stiftelse, Nordisk Kulturkontakt, Norla, og den norske ambassade.

Klima&Litteratur 2019, 5. oktober 13-22, Teaterøen, William Wains Gade 18, 1432 København.

Simon Øst Vejbæk

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her