Rekonstruktion eller undergang. Liv eller død.
Så stor var tvivlen helt inde i kernen af Det Svenske Akademi sidste år i maj. Klarede institutionen skærene? Nobelstiftelsen havde netop vredet armen om på Akademiet. Nej, det var ikke en god ide at uddele årets nobelpris i litteratur på et tidspunkt, hvor hele verden skiftevis lo eller rystede på hovedet ad institutionen fra 1786.
De skandaløse omstændigheder i og omkring Det Svenske Akademi stod i frisk erindring hos folk. Udadtil var troværdigheden i bund, og indadtil lignede institutionen et hurlumhejhus.
Efter seks tumultariske måneder var flere medlemmer enten gået selv i protest eller var blevet presset ud efter hårde magtkampe. Kun 10 ud af 18 stole var besat med aktive medlemmer. Der skulle mindst 12 medlemmer til at indvælge nye medlemmer eller for den sags skyld beslutte, hvem der skulle modtage nobelprisen.
