Der findes i øjeblikket en tv-dokumentar på tyske ZDF’s hjemmeside, som gør det svært ikke at tænke på Gyldendals nylige opslugning af Rosinante. Den handler om det hæderkronede forlag Suhrkamp, som i efterkrigstidens Tyskland blev så indflydelsesrigt, at det lidt i stil med Gyldendal blev en af landets førende kulturinstitutioner.
Suhrkamp samlede efter krigen de vigtigste tysksprogede intellektuelle og forfattere, satte et stærkt præg på kulturlivet og var især med til at forme debatten om der Vergangenheitsbewältigung – kampen for at overkomme og arbejde sig igennem nazitraumet. Det var her, eftertidens tyske værdier og kulturelle forestillinger blev defineret.






