Hanya Yanagiharas første roman, ’Folket i træerne’, der nu er udkommet på dansk efter den store succes med ’Et lille liv’, er en rystende god bog. Og jeg skulle i øvrigt alt for langt ind i den, før det stod klart for mig, at det, den handler om, er løgn. Selvfølgelig var der tale om ren fiktion. Men af en eller anden grund, og uden at erkende det 100 procent, var jeg kommet til at læse mig langt ind i bogen med en opfattelse af, at der var tale om noget sandt. Hvordan jeg næsten blev forført til at synes det rimeligt at antage, at nogle mennesker har kunnet blive omkring 200 år gamle gennem spisningen af en særlig skildpaddeart, kommer jeg sent til at forstå.
Men jeg må også se mit selvbedrag i lyset af romanens totalt gennemgribende og suveræne leg med løgnen, der via sin fremstillingsform inficerer læserkontrakten, men også er et altoverskyggende tema for hovedpersonen og bogens fortæller, Norton Perina, der som ung læge i 1950’erne tager på en ekspedition til nogle øer i Mikronesien for at komme på sporet af en sagnomspunden, forsvundet stamme, Opa’ivu’eke-folket, og som senere dømmes for pædofili.
