Ål, humlebier, svirrefluer, grævlinger, mursejlere og muldvarpe. Strømmen af bøger, der med fascinerede fortællinger om dyreliv på en presset klode plæderer for et nyt og mere eftertænksomt forhold mellem menneske og natur, er nærmest ved at oversvømme markedet.
Og tak for det, siger jeg bare, for mange af disse bøger er fulde af uventet og entusiastisk formidlet viden om de dyr, der lever lige for snuden af os. Dyrebare bøger, hvis forfattere ikke behøver drage til Serengeti eller Amazonas for at fortrylle, men blot kan gå ud i haven eller ned til åen i gummistøvler for at fortælle spændende ting om dyrs natur. Og ikke mindst om deres hårdt pressede samliv med det lige lovlig foretagsomme menneskedyr.






