Jeg fik aldrig læst Kaspar Colling Nielsens noveller, da de blev bragt i Politikens debatspalter. Hvis jeg en gang eller to forsøgte, gav jeg op efter nogle få linjer.
For mens det egentlig er helt perfekt, at novellerne, der også føles skrevet med hurtig og hektisk hånd, vil mase sig ind i nyhedsstrømmen med deres engagerede kommentarer til alt fra klimakrise til krænkelsesparathed, er der noget lige så verdensfjernt spekulerende og meget mættet over dem, som man lige skal orke, når man læser avis.
Men så er det godt, at novellerne (med tilføjelse af tre nye)