Fra debuten ’Mount København’ i 2011 over ’Den Danske Borgerkrig 2018-2014’ til den nye roman, ’Det europæiske forår’, har jeg egentlig haft et blødt punkt for Kaspar Colling Nielsens forfatterskab. Især for ambitionen i det. Den gestus, det rummer i forhold til at engagere sig i samfundet og samtiden, ikke mindst ud fra fabulerende fremtidsscenarier.
Men der er noget med eksekveringen, som for mig ofte har skurret. Således også i ’Det europæiske forår’,hvis primære problem er dette: Selv om romanen foregår en del år ude i fremtiden, er det, som om bogens fremtidige og fiktive verdensbillede er for afhængigt af og dermed i for høj grad afspejler mediernes nutidige ditto. Det kan man selvfølgelig opfatte som en slags realisme – men i så fald er der efter min mening tale om en fattig, lidt letkøbt realisme i dette ellers sympatiske romanprojekt.
