Der skete et eller andet med Jürgen Habermas i september 2001. World Trade Centers tvillingetårne var lige styrtet i grus, og over det meste af kloden syntes spændingerne mellem det sekulære Vesten og religiøse fundamentalister at være ved at eksplodere.
Habermas, vor tids formentlig mest berømte filosof og demokratitænker, var netop blevet indstillet til de tyske boghandlers hæderkronede fredspris, og i sin takketale manede han til besindighed: Mange af det 20. århundredes moderniseringsteoretikere, herunder ham selv, havde forholdt sig for arrogant til religionens rolle i samfundet, sagde han. Vesten manglede fortsat at løse de problemer, som sekulariseringen havde efterladt. Selv mødtes han i tiden efter med kardinaler, biskopper og teologer for at diskutere muligheden for at tilpasse religion til det moderne samfunds fornuftsverden.
Nu, 18 år senere, ser vi endelig frugten af dette enorme filosofiske arbejde. 90-årige Habermas har præsenteret sit formentlig sidste værk, en filosofihistorie på 1.752 sider, som selvfølgelig har affødt masser af reaktioner og debat i tyske medier.
I Süddeutsche Zeitung skriver den tyske sociolog og socialteoretiker Hans Joas, at Habermas fortjener »ubegrænset påskønnelse« for nu at have overskredet sine »egne tidligere grænser på denne måde«. Og i Die Zeit hæfter filosofiprofessor Michael Hampe sig ved den »forrygende aktualitet«, man finder i denne filosofihistorie fra Habermas’ hånd.
