Jo jo, den polske kulturminister og vicestatsminister, Piotr Glinski, har da læst i bøger af sit lands største litterære navn, Olga Tokarczuk. Han er bare aldrig blevet færdig med nogen af dem. Hvilket han dog vil forsøge at råde bod på, nu da forfatteren i morgen modtager nobelprisen for sine skriftlige bedrifter.
Om der ligger en indirekte kritik af Olga Tokarczuk i ministerens manglende færdiglæsning, skal være usagt. Men bloggere og debattører, der politisk ikke befinder sig langt fra Piotr Glinskis højrenationale parti for Lov og Retfærdighed, PiS, er alt andet end begejstrede for Olga Tokarczuk, som tirsdag modtager den udskudte nobelpris for 2018. Den aldrende hippiepige kalder man nedsættende forfatteren, der ofte optræder med perler i sine rastafletninger.






