Bly viol må man ikke være, hvis man vil plukke roser her. Den frimodige franske middelalder taler i ’Roseromanen’ til os om køn, kærlighed og sex, så kinden rødmer, og hjertet banker. Værket er, på toogtyve tusind vers, en ars amandi, en ’Kunsten at elske’, sådan som kunsten engang kunne foldes ud af to meget forskellige, men begge kyndige, poetiske, filosofiske, frække og følsomme forfattere. Den første gjorde det i begyndelsen af det 13. århundrede, den anden mod slutningen af samme århundrede.
