0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dukker, violinmusik og brændende ting: Hvor er det fedt, at Ursula Scavenius' bøger så lidt ligner anden dansk litteratur, der bliver skrevet for tiden

Ursula Scavenius er aktuel med sin anden bog, ’Dukkerne’, og igen med en prosa båret af sansninger og stemninger.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Tobias Scavenius
Arkivfoto: Tobias Scavenius

Dukker er selvfølgelig, ligesom gengangere og dobbeltgængere, en lidt klassisk gyserfigur, men det er måske i virkeligheden også genrelitteratur, Scavenius skriver?

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Ursula Scavenius’ anden bog, ’Dukkerne’, er i sandhed en bog nr. 2, en efterfølger til den ret så overbevisende debut ’Fjer’ fra 2015. ​

Det er meget samme stil, samme fantastiske og foruroligende univers. Men denne gang er der ikke tre historier, derimod fire. ​

Den første, titelhistorien, starter således, hvor fortælleren hedder Agnes: »Jeg sidder ved bordet og lytter til violinmusikken, der er begyndt at spille ovre i skoven. Jeg rører mig ikke. Vores hus ligger kun ti meter fra centret. Så sidder vi her igen og nikker. Mor, far og mig. Rundt om bordet. Som vi gør hver aften. Her i byen er der tit noget, der brænder, en bil, et hus, en skraldespand. Vi er altid enige. Vi er enige om, at oksekød ikke smager godt, men at saltet flæsk smager godt«.

Så er tonen ligesom lagt, det er grotesk, også lidt komisk, og frem for alt ret uhyggeligt. Med denne evindelig violinmusik og disse brande og dette center, som er et flygtningecenter af en art. Og også med denne familie, som ud over de tre nævnte personer, inkluderer søsteren Ella, der er flyttet ned i kælderen. Også med naboen Kurt. Og så er der dukkerne!

Dukker er selvfølgelig, ligesom gengangere og dobbeltgængere, en lidt klassisk gyserfigur, men det er måske i virkeligheden også genrelitteratur, Scavenius skriver? Jeg tror det. Uanset hvad bliver det aldrig for meget (ikke at det nødvendigvis gør noget, at genrelitteratur er for meget); dertil skriver Scavenius bare for godt og ubesværet.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce