Det er heldigt, at vi inden for de senere år har fået et par dansksprogede forfattere med kendskab og kærlighed til Grønland og evnen til at udforske det dansk-grønlandske forhold i litteraturens sprog. Iben Mondrup er en af dem, fra hun var tre år opvokset i Grønland som barn af danske forældre. Hendes nye (og syvende) roman hedder ’Tabita’ og handler om den grønlandske pige Tabita, der i 1966 (sted og dato angives med jævne mellemrum som kapiteloverskrifter) bliver ført til Danmark sammen med sin lillebror. Han er baby, hun er fire.
Vi får først lov til at følge Tabitas perspektiv i romanens fjerde del, hvor hun er i den tidlige pubertet. Indtil da bæres romanens synsvinkel af tre andre kvinder: I romanens første, korte del af Tabitas mormor Rosine (som våger over sin døende fanger-mand Vitus), i anden del af hendes mor Abelone (som føder en ny lille Vitus på gulvet hos handelsbestyreren, hvor hun er hushjælp) og i tredje del af hendes adoptivmor Eva (handelsbestyrerens hustru). Gennemgående fortælles der i tredje person nutid og med lange passager af dialog.
