Hvor provinsielt, tænkte jeg som det første for nylig, da en litterær event, jeg i et halvt år havde forsøgt at få til at invitere en stor irakisk forfatter til Danmark, alligevel ikke turde og i stedet prioriterede at invitere en forfatter fra ... ja, gæt engang: USA. The same old, same old.
Det er ikke, fordi jeg har noget at gøre med Irak som sådan. Jeg er endda vokset op i et land, som var i krig med landet i en af de længste konventionelle krige i nyere tid: Iran-Irak-krigen 1980-88. De var fjenderne, dem, der var støttet af hele Vesten med våben mod Iran og den iranske befolkning. Med hundredtusindvis af døde på begge sider tilfølge. Alligevel banker mit hjerte for det irakiske folk, fordi jeg som dansker og altså borger i et land, der faktisk er gået i krig med Irak på et løgnagtigt grundlag, har et ansvar for i det mindste at prøve at forstå, hvad det, vi har engageret os i, egentlig har af konsekvenser.
