Jeg var klar til et godt grin, da jeg satte mig for at læse den nye roman af norske Erlend Loe, ’Helvede’. Sådan som jeg husker at have grinet mig igennem ’Doppler’ fra 2004, den om en mand, der får nok af kompetencesamfundet, hvorfor han flytter ud i en skov og taler med en elg.
Men det viser sig hurtigt, at ’Helvede’ ikke rigtig er sjov, men den vil gerne være det. På den underspillede måde, hvor det hylemorsomme skal ligge mellem linjerne, mens sproget bare er knastørt, demonstrativt dovent og dumt – og dette sprog er faktisk det bedste, man kan sige om bogen.
