0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det stod på indkøbslisten under nobelpristagerens mors sidste indkøbstur: 100 sovepiller og en rød paraply

Da Peter Handkes mor begik selvmord, satte han sig ned og skrev en lille knoklet og barmhjertig bog om hende.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Christian Hartmann/Ritzau Scanpix
Foto: Christian Hartmann/Ritzau Scanpix

Peter Handke var 29 år, da hans mor begik selvmord. Ved hendes begravelse følte han naturens ubarmhjertighed og fik trang til at skrive hendes historie. Handke modtog Nobelprisen i litteratur 2019.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I november 1971 begik Peter Handkes mor selvmord. Hun var 51, han var 29. Ved hendes begravelse blev sønnen grebet af en »afmægtig vrede« og besluttede sig for at skrive en bog om hende.

Mod slutningen af bogen, som udkom på tysk i 1972, og som nu er oversat til dansk, hører vi om begravelsen og beslutningen: Fra moderens grav kigger Handke op på de ubevægelige grantræer i den fygende snestorm, og »for første gang« forekommer naturen ham »virkelig ubarmhjertig«. Han føler sig forhånet og hjælpeløs, og så kommer »trangen til at skrive noget om min mor«. På denne baggrund fremstår skrivningen som et trodsigt svar på naturens hån, en barmhjertighedsgerning som modsvar til naturens ubarmhjertighed. Det er måske også derfor, han derefter i enrum slår sig med knytnæven i brystet på Tarzan-vis, fejrer sit eget mod til at tage kampen op mod naturen.

Bogen bliver et bevægende, men usentimentalt portræt af en småkårskvinde, der i sin ungdom lige når at få færten af et andet liv end det, der tilbydes hende i den lille østrigske landsby, inden det lukker sig om hende som en stadigt mere depressiv tåge.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce