I november 1971 begik Peter Handkes mor selvmord. Hun var 51, han var 29. Ved hendes begravelse blev sønnen grebet af en »afmægtig vrede« og besluttede sig for at skrive en bog om hende.

Mod slutningen af bogen, som udkom på tysk i 1972, og som nu er oversat til dansk, hører vi om begravelsen og beslutningen: Fra moderens grav kigger Handke op på de ubevægelige grantræer i den fygende snestorm, og »for første gang« forekommer naturen ham »virkelig ubarmhjertig«. Han føler sig forhånet og hjælpeløs, og så kommer »trangen til at skrive noget om min mor«. På denne baggrund fremstår skrivningen som et trodsigt svar på naturens hån, en barmhjertighedsgerning som modsvar til naturens ubarmhjertighed. Det er måske også derfor, han derefter i enrum slår sig med knytnæven i brystet på Tarzan-vis, fejrer sit eget mod til at tage kampen op mod naturen.