Det er ikke kun under en pandemisk krise, at man risikerer at befinde sig i klaustrofobisk isolation med sine nærmeste. I Marguerite Duras’ roman fra 1953 er det den ulidelige varme i en syditaliensk landsby, hvor floden møder havet, der holder to ægtepar og en fælles veninde fast i en stillestående henvisthed til hinandens selskab.
Man sover dårligt i de hede nætter, man skændes, man er længe om at komme af sted til stranden, man bøvler med barnepigen, flirter halvhjertet, spiller boule, spiser den evindelige stegte fisk på hotellets dårlige restaurant. Man diskuterer, om dette er den kedeligste eller dårligste ferie nogensinde, eller begge dele. Og så drikker man Campari, der står næsten »Campari« på hver eneste af bogens sider, ordet bøjes i neon ved at gentages hæmningsløst: »Drik en Campari til, sagde Gina. Jeg tror meget på Campari (...) Manden kom tilbage og drak endnu en Campari«.
