Min mormor gik i spadseredragter, nederdel og en lille jakke med en sløjfebluse under, længe før det blev et feministisk statement. Neglene var altid lakeret i en pink nuance, der matchede hendes læbestift. Hun manglede sine tænder i den ene side af munden og gik kun i høje hæle. Selv når hun besøgte os i skoven ved Buresø, hvor jeg voksede op, havde hun stiletter på og gik ad små mudrede skovstier i dem, som om det var det letteste i verden. Hun fik min mor, da hun var tyve år, og var alene lige siden. Min morfar forlod hende under graviditeten, der var andre kærester, men ingen, hun introducerede for familien; en af dem, Jørgen, var voldelig og låste hende inde i et skab.
Hun boede i Ruskær i Rødovre på 11. sal med mahognimøbler og kandelabre. Der var den samme duft i lejligheden som af min mormor, en duft af noget sødt og frisk, noget elegant og særligt. Som barn kunne jeg ikke forestille mig, at man kunne bo et finere sted end i Ruskær i Rødovre. Det var et socialt byggeri. En betonklods fra 1950’erne. ’Udspringeren’ blev det kaldt, fordi der ofte var nogen, der kravlede rundt oppe på taget og sprang i døden fra 12. sal. Senere blev komplekset jævnet med jorden, sprængt i stykker, fordi det ikke længere var sikkert nok til at huse beboere. Men jeg så det ikke som barn. Ligesom jeg heller ikke så, at min mormor ikke havde særlig mange penge. Hun var receptionist i ISS, men handlede kun i Irma. Der var den aura om hende. Hun havde en utrolig evne til at skabe noget ud af intet.
