Ved første øjekast forestillede jeg mig, at Aydin Soeis bog om fædre ville være sådan en hjælp-jeg-er-blevet-far-agtig bog, en praktisk håndbog. Fem markante mænd med indvandrerbaggrund – der også pryder bogens forside – fortæller dig, hvad fanden man skal stille op.
Men faderskabet skal forstås i et langt bredere perspektiv, uden at man af den grund skal skrotte hjælp-jeg-er-blevet-far-mærkatet helt. Bogen handler nemlig om ophav, tilhørsforhold, om kultur og religion og klasse – men sigter også efter den universelle fortælling. Med faderfiguren som prisme tegner bogen et portræt af den første generation med anden etnisk baggrund, der for alvor er rundet af Danmark, og som nu har fået børn.