0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

6 hjerter: »Jeg bliver nødt til at fortælle om den nordøstbrasilianske pige, ellers bliver jeg kvalt«

Clarice Lispectors skrev bøger, der bruser som store orgelværker. Hendes svanesang om en maskinskriverske i Rio kan nu læses på dansk.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Collection Clarice Lispector/Instituto Moreira Salles
Foto:: Collection Clarice Lispector/Instituto Moreira Salles

Clarice Lispector er født ind i en jødisk familie i Ukraine i 1920. Da hun var spæd, emigrerede de til Brasilien, hvor Lispector skulle udvikle sig til landets største moderne forfatter. Hun er herhjemme tidligere udkommet på forlaget Arena.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er bøger, man ønsker at flytte ind i for altid. Dem, man dårligt kan få sig selv til at stille ind i reolen, men helst har liggende fremme og allerhelst ville gå rundt og trykke ind mod brystet hele tiden.

Sådan en bog er ’Stjernens time’ af den store brasilianske forfatter Clarice Lispector. Ligegyldigt på hvilken side jeg slår op, bruser der mig en uimodståelig musik i møde, jeg suges ind, rives med og ønsker at bo i denne bog, i denne »fugtig tåge«, hvis skrift fortælleren selv bedst karakteriserer: »Ordene er lyde opløst i skygger der krydser hinanden på forskellig vis, som stalaktitter, kniplinger, forvandlet orgelmusik«. Det bliver svært at skrive denne anmeldelse, for hver gang jeg leder efter et citat, støder jeg på ti andre ting, jeg gerne vil citere, ja, helst vil jeg citere hele bogen.

En fortæller forelsker sig i en anonym storbyeksistens, en ung upåfaldende kvinde, som han har fået et glimt af på gaden i Rio de Janeiro. Det er omdrejningspunktet og drivkraften i den lige så korte som mættede roman. At forelske sig betyder her ikke at begære, men snarere at blive ramt af næstekærlighed. Ud af dette glimt digter fortælleren den nordøstbrasilianske maskinskriverske Macabéa, der bor på et lejet værelse med fire andre unge kvinder (»Maria da Penha, Maria Aparecida, Maria José og bare Maria«) i Rios slummede havnekvarter (»Rua do Acre. Sikke et sted. De fede rotter fra Rua do Acre. Dér sætter jeg ikke mine ben«).

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce