Miraklernes tid er aldrig forbi! Nu har vi ellers sagt farvel til elefantungen Carl med våde øjne (altså vores) forrige år, og så dukker han minsandten op igen som en anden Frank Sinatra parat til nye erfaringer. For Carl er ingen actionelefant. Han suger indtryk til sig, som han gemmer i sin snabel, og så bliver han klogere (især på begrebet jalousi). Ida Jessen og Hanne Bartholin sørger for, at alt går rigtigt til. De ved, hvor elefantskoen trykker.
Midsommer var det, og den samlede flok gør klar til at tænde bålet, men Carls veninde Fanny sidder helt for sig selv og er ked af det. »Jeg vil ikke være enebarn«, siger hun. »Du kan få min storebror Albert«, siger Carl, og så bliver Fanny glad igen. Men da han opdager, hvordan Fanny og Albert hygger sig, bliver han rød i hovedet af sorg. Og så sker der det, som skal ske. De to venner finder sammen igen, den gamle grå elefant holder sin tale, de synger en sang om natten, der »skal i hus«, og »Jeg elsker min savanne – men ved midsommer mest«, og de rister en pølse og en agurk over bålet, mens stjernerne skinner til.
