Forlaget Apuleius’ Æsel er opkaldt efter oldtidsromanen ’Det gyldne æsel’, hvor helten forvandles til et æsel. Med det navn vil forlaget invitere læserne til at se på verden med »et undrende blik«, og det gør litteraten Jørgen Stormgaards debutroman.
Den begynder i Paris i 1990’erne på Place Furstenberg mellem Seinen og Boulevard St.-Germain, hvor en kvinde i sort fortæller historier for folk. Det er den knap 70-årige Andrée de Destinelle, der har gjort oprør mod sit godsmiljø og ligner en dronning med vilde øjne, når hun beretter om den adelige Claudine, der vil lave teater, kaster sig ud på det dybe vand i Tanger og bliver gravid med en marokkaner.






