Lad mig begynde med at sætte scenen:
Vi befinder os i en højloftet lejlighed i et baghus på Vesterbro i København. Det er en lys og varm sommermorgen, de franske altandøre står åbne, nogle skader skræpper fra kirsebærtræet udenfor.
Da jeg træder ind ad døren, mærker jeg øjeblikkeligt duften af nybrygget kaffe. Alt ånder tilsyneladende idyl. Alligevel er jeg urolig. Jeg har netop fulgt min datter i skole, og aftalen med Kristina var, at når jeg kom tilbage, skulle hun være klar, så vi kunne gå i gang med interviewet.
Hun sidder ved det store spisebord og læser avis, da jeg træder ind. Heldigvis er hun ikke i nattøj, som jeg havde frygtet, da jeg tog hjemmefra, men klædt i en blomstret sommerkjole. Hun ser i det hele taget mere frisk ud, end jeg havde forventet. Idet jeg lukker døren bag mig, kigger hun op og smiler forsigtigt til mig.
