Den økokritiske litteratur har givet nyt liv til en ærkeromantisk trope: Besjælingen. Dvs. det litterære greb, hvormed et dyr, en plante eller anden ikkemenneskelig naturting tillægges menneskelige egenskaber. Hos Julie Sten-Knudsen suger potteplanten vand med en »ivrig« lyd, mens »en ung bøg holder en døende træstub i live«. Hos Signe Gjessing skriver verdensrummet et brev, og foråret har fortænder. Hos Rasmus Nikolajsen støver en bladlus rundt i en rose »som en systemkritisk digter i velfærdssamfundet«. Med ’Havbrevene’ giver Siri Ranva Hjelm Jacobsen os en hel brevveksling mellem de to søstre Atlanterhavet og Middelhavet.

Bølgerne blev til vers

En modernistisk foregangskvinde for de aktuelle økokritiske besjælinger er Inger Christensen. Besjælingen er et af de mest genkommende greb i hendes digtning: »Citronen kender landet hvor den blomstrer«, skriver hun som en travesti af Goethes berømte vers: »Kender du landet, hvor citronerne blomstrer?«. Hos Christensen hænger besjælingen sammen med hendes forståelse af digteren som den, der oversætter naturens tale til menneskesprog; en forestilling, der meget konkret anskueliggøres af hendes beretning om, hvordan hun skrev sit første digt: Hun lå på en bænk ved Svanemøllehavnen, og pludselig blev lyden af bølgerne mod molen i hendes hoved til rytmiske vers, som hun skyndte sig hjem og skrev ned.