0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Inger Christensen kunne tillægge selv en citron menneskelige egenskaber

Når digtere giver naturen taletid, er det ofte ud fra et ønske om at fratage mennesket dets privilegium at være den, der bærer perspektivet og handlekraften. Men den poetiske ’besjæling’ kan også være en slags menneskelig imperialisme.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Ole Buntzen
Foto: Ole Buntzen

Hos Christensen kan man finde en bevægende besjæling, der kunne gøres til kampagnebillede for den aktuelle økokritiske bevægelse: Jordkloden som »et lille selvoptaget barn«

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den økokritiske litteratur har givet nyt liv til en ærkeromantisk trope: Besjælingen. Dvs. det litterære greb, hvormed et dyr, en plante eller anden ikkemenneskelig naturting tillægges menneskelige egenskaber. Hos Julie Sten-Knudsen suger potteplanten vand med en »ivrig« lyd, mens »en ung bøg holder en døende træstub i live«. Hos Signe Gjessing skriver verdensrummet et brev, og foråret har fortænder. Hos Rasmus Nikolajsen støver en bladlus rundt i en rose »som en systemkritisk digter i velfærdssamfundet«. Med ’Havbrevene’ giver Siri Ranva Hjelm Jacobsen os en hel brevveksling mellem de to søstre Atlanterhavet og Middelhavet.

En modernistisk foregangskvinde for de aktuelle økokritiske besjælinger er Inger Christensen. Besjælingen er et af de mest genkommende greb i hendes digtning: »Citronen kender landet hvor den blomstrer«, skriver hun som en travesti af Goethes berømte vers: »Kender du landet, hvor citronerne blomstrer?«. Hos Christensen hænger besjælingen sammen med hendes forståelse af digteren som den, der oversætter naturens tale til menneskesprog; en forestilling, der meget konkret anskueliggøres af hendes beretning om, hvordan hun skrev sit første digt: Hun lå på en bænk ved Svanemøllehavnen, og pludselig blev lyden af bølgerne mod molen i hendes hoved til rytmiske vers, som hun skyndte sig hjem og skrev ned.

Det økokritiske sigte med besjælingen er at sætte sig ind i de ikkemenneskelige naturfænomeners perspektiv, at fratage mennesket det privilegium at være den, der bærer perspektivet og handlekraften. Den økokritiske digtning ønsker at trække naturen frem i forgrunden, som hovedpersonen, og ikke reducere den til råstof for menneskets rovdrift eller kulisse for det menneskelige drama.

Problemet er bare, at besjælingen også kan være en slags menneskelig imperialisme – mennesket forestiller sig det ikkemenneskelige i sit eget billede. Denne fare er C. Y. Frostholm bevidst om, når han i sit essayistiske storværk ’Træmuseet’ lancerer en tøvende, reflekteret besjæling af træet. Her higer fortælleren efter at være et træ, »et væsen med et træs ro«, men kommenterer dertil selv: »Jeg forestiller mig åbenbart ikke, at et træ kan føle længsel«. Det kan være et problem at rask væk betragte træet i sit eget billede og tillægge det en længsel, men det kan også være et problem at rask væk gøre det til sit modbillede og tillægge det den ro, som man selv savner.

Frostholms bog er et lysende eksempel på, hvordan litteraturen kan ændre vores perspektiv på naturen fra kulisse til forgrund. Hvor fortælleren end færdes, i verden eller i litteraturen, har han et konstant fokus på træer, og det forplanter sig videre til læseren. Pludselig ser man dem overalt, træerne, ikke bare »ude i naturen«, men også midt i byen, som jo ret beset er lige så fuld af natur, som den såkaldte ’natur’ er formet af menneskets indgriben.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce