Hvad stiller man op med tidens uundgåelige gang? Hvad gør man med erkendelsen af, at alting før eller siden hører op og, ikke nok med det, nådesløst skifter karakter i erindringen og erstatter gode minder med smertelige erfaringer? Det har den chilenske børnebogsforfatter María José Ferrada givet sig i kast med at undersøge i sin romandebut fra 2017, der nu foreligger på smukt dansk takket være det lille kvalitetsforlag Jensen & Dalgaard.
Ferradas grundingredienser? En storrygende syvårig pige, hendes omrejsende isenkramsælgende far og et nærmest sølvfarvet knastørt og menneskeforladt chilensk landskab, der indhyllet i en slags let og flygtig tåge – eller er det en magisk støv af sorg, tab og altings forgængelighed – danner baggrund for en uforlignelig fortælling, der gør det usynlige synligt og vækker de døde til live. Hvis man ellers er klar til at se.





