Velkommen på skønhedssalon i Bagdad! Salonen har ligget i al-Kindi-gaden i det velstillede Harithiya-kvarter, hvor kvinder i adskillige år har kunnet dyrke deres drømme, forskønne deres negle, optegne deres læber, få ordnet håret og pynte sig på en måde, som langtfra alle i det irakiske samfund og slet ikke Iraks islamister finder passende. Derfor også en salon, hvor man forskønner sine drømme og får talt ud om sit virkelige liv.
For kvinderne er Madam Hudas salon et fristed, for mange det eneste sted, de lægger tørklædet. For Sanne Gram Fadel indrammer salonen fortællingen om en skare kvinder og deres oplevelse af det irakiske samfund, som det har udviklet sig fra Saddam Husseins skånselsløse diktatur gennem flere krige til dets nuværende strid om sjæl og kurs.






