To af landets højest profilerede forfattere står bag antologier om henholdsvis lyrikeren og prosaisten Klaus Rifbjerg. Kun den ene slipper godt fra det. Theis Ørntoft formår at overbevise os om, at han kan lide Rifbjerg, mens man får lidt ondt af Kim Leine og hans forbehold.
Rifbjerg ragede op. Med sit utal af bøger og med sin eksempelløst frie adgang til det danske sprog om hvad som helst, der faldt ham ind, var han en urkraft i anden halvdel af det 20. århundrede.
Rager han også op nu, fem år efter sin død, eller rager han os en papand? To antologier viser svaret. Ja for lyrikkens vedkommende. Og hvis svaret er knap så sikkert for prosaen, er det snarere antologiens end Rifbjergs skyld.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nu1
2
3
4
5
6
© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her
