0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Giv en julegave, der glæder langt ind i det nye år. Giv et abonnement på Politiken

Prisvinderen om sin bog: »Jeg tror, læserne tænker: Stop! Hvad sker der her?«

Vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris 2020 har i mange år beskæftiget sig med »tavshedens kultur«. Monika Fagerholm efterlyser mere åbenhed og placerer sig i #MeToo-debatten med sit ønske om, at vi udvikler et sprog uden skam og sensationshunger.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Pax forlag
Foto: Pax forlag

Forfatter Monika Fagerholm har tre gange tidligere været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Fjerde gang fik hun den.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hendes roman handler om en gruppevoldtægt. Et modbydeligt og råt overgreb på en ung pige, men det er ikke på selve begivenheden, at årets vinder af Nordisk Råds Litteraturpris, Monika Fagerholm, stiller skarpt:

»Det interessante for mig er det store ’efter’«, siger hun.

»Hvad sker der med de involverede, både offeret og dem, der voldtager, efter sådan en oplevelse? Og hvad er det for en tavshedskultur, der gør, at man ikke har et sprog for at tale om det bagefter?«.

Finske Monika Fagerlund, der var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for fjerde gang, havde selv tænkt, at svenske Steve Sem-Sandberg nok ville løbe med prisen, siger hun på rullende finlandssvensk i telefonen fra Finland. Og hun synes egentlig slet ikke, at man kan tale om, at der findes én bog, der er den bedste. Men det synes Nordisk Råd, der har udvalgt hendes ’Hvem slog Bambi ihjel?’ som Nordens bedste i 2020.

Det er en roman om, hvorfor forbrydelsen overhovedet kan forekomme, og hvordan den påvirker alle involverede.

Hvis vi vil tale om det, har vi også et ansvar for at finde ud af, jamen, hvad er det så, vi skal tale om – og hvordan?

Selv begyndte forfatteren at gruble over fænomenet, da hun for over ti år siden første gang hørte om den amerikanske sexforbryder Jeffrey Epstein og »de her stakkels piger«.

»Jeg begyndte at spekulere over, om det udelukkende er retfærdige retssager, vi savner. I Finland har vi løbende skærpet lovgivningen med en større forståelse af ofrene, og det er godt. Men vi er også nødt til at få et sprog, som gør, at vi kan tale om det her«, siger hun.

»Overgreb og vold mod kvinder er ofte noget, man beskæftiger sig med i privatsfæren. I familierne. Men bliver det dér, erkender man ikke, at det er en del af en større virkelighed, og at vi skal kunne tale om det. Og hvis vi vil tale om det, har vi også et ansvar for at finde ud af, jamen, hvad er det så, vi skal tale om – og hvordan?«.

Et vigtigt signal

Og hvad er det så, vi skal tale om?

»Jeg har ladet min gruppevoldtægt foregå i et meget velhavende miljø, hvor der er ressourcer til at betale for, at den her tavshedskultur holdes i live, fordi jeg vil kaste lys over, at det forties. Og jeg tror, at de, der læser bogen, tænker: Stop! Hvad sker der her? Hvorfor handler vi på den her måde? Hvordan standser vi det?«.

Monika Fagerlund holder en pause og indskærper så:

»Men jeg er jo forfatter. Jeg er ikke plakatkunstner«.

Underforstået: Hun hamrer ikke budskaber ud med store typer.

»Jeg har et eller flere emner, her især tavshedskulturen. Og det undersøger jeg som forfatter«.

Det er først lige begyndt. Og det handler også om almindelige kvinder og også mænd, der rammes

Hvilket signal sender det, at Nordisk Råd i år giver prisen til en roman om voldtægt?

»For mig at se sender det et vigtigt signal om, at det her er noget, vi kan tale om. Og at det her emne nu også findes i den litterære kanon«.

Hvordan ser du på #MeToo?

»Jeg ser det som en proces, og jeg tror, vi kommer til at se rigtig store resultater. Det handler jo om, at vi er begyndt at åbne os og tale om det. Men det er noget, vi skal lære. Vi skal øve os i det, for det er ikke et sprog, vi mestrer – ofrenes sprog. Og for at offerets version skal træde frem, behøver vi et offerets sprog«.

#MeToo er ikke kun et spørgsmål om rettergang og retfærdighed. Det er heller ikke bare avisdramatik eller noget, der sker på sociale medier eller i kendiscirkler.

»Det er større, og det er først lige begyndt. Og det handler også om almindelige kvinder og også mænd, der rammes«.

Det, der gør #MeToo interessant, er, at en helt ukendt pige kan rejse sig og fortælle åbent om det her – uden skam

Vi har en aktuel dansk diskussion om, at mænd – i mindre grove sager end den, du beskriver – risikerer at blive dømt uden rettergang af folkedomstolen?

»Ja, og det er forfærdeligt. Men det er ikke #MeToo. Det, der gør #MeToo interessant, er, at en helt ukendt pige kan rejse sig og fortælle åbent om det her – uden skam«.

Du beskæftiger dig med det usagte og de frygtelige hemmeligheder. Hvorfor er det interessant?

»Det er altså ikke sådan, at jeg bestemmer mig for, at nu skal jeg skrive om tavshedskulturen, haha. En forfatter må skrive om det, der brænder på. Men det er interessant, at det, man fortier og fortrænger, kommer tilbage som traumer. Det forsvinder aldrig! Og både for den enkelte og for samfundet er det afgørende, at vi lærer at tale om det og får et sprog, der sætter os i stand til det«.

En eksistentiel figur

I Monika Fagerholms prisbelønnede roman er der flere, der forholder sig til det usagte, også fordi romanen har flere fortællerstemmer – selv får forfatteren det til tre – og det er ikke klart, hvem der fortæller.

Annonce

Hvilke forfattere er du inspireret af?

»Der er jät-temånga«, svarer hun med hørligt tryk på første stavelse.

»En af dem er svenske Kerstin Ekman og hendes ’Hændelser ved vand’, der også handler om fortrængninger. Og Doris Lessings ’Den gyldne bog’ er måske den allerstørste for mig«.

Hun tænker lidt og kommer i tanke om en mere: amerikanske William Faulkner.

Er det på grund af det her med de skiftende synsvinkler?

»Ja, det er det. Og der er Karl Ove Knausgård. I hans første roman, ’Ude af verden’, og i ’Min kamp’ har han den her ekspansive, realistiske måde at skrive på. Der er et nu, og pludselig leder han os ud i et femten sider langt essay om et eller andet – hvorpå han lander igen. At læse ham er noget andet end at læse en bog. Det er at gå ind i sig selv«.

Jeg interesserer mig mere for den eksistentielle side og det, vi alle skal lære for at blive mennesker

Hvordan vil du beskrive din egen forfatterstemme?

»Det kan jeg ikke svare på. Men jeg kan se, at jeg er vendt tilbage til de samme emner flere gange. Jeg er feminist, og det handler vældig meget om kvinder. Og vældig meget om den unge pige som en eksistentiel figur. Ynglingen. I litteraturen er den unge pige ofte blevet behandlet som det her psyko-seksuelle fænomen, og det handler om krop og menstruation og det at blive kvinde. Jeg interesserer mig mere for den eksistentielle side og det, vi alle skal lære for at blive mennesker«, siger hun.

»På godt og ondt«.

Læs mere: