Vi bliver jo alle ældre med alderen, mere affældige og anløbne. Men selv om man er Gamle Ole, kan man alligevel godt være mild og blid som dansk eller skotsk skoleost. Det gælder i hvert fald John Rebus, Ian Rankins hårdkogte, replikrappe og robuste politimand, som engang gik sine egne veje, men nu mest er gået på pension. Sådan da.
I overensstemmelse med, at han har fået konstateret kol og andre skavanker, der har fået ham til at skodde smøger, drikke lysere øl og fortynde whiskyen. Her i begyndelsen af ’En sang til dystre tider’, et citat af Bert Brecht om, at også i mørke og misere skal der synges, flytter Rebus ned i stuen, trapper er nu en pestilens.
Hans gamle makker og valgdatter, Siobhan Clarke, hjælper med flytningen. Samtidig får Rebus besked fra sin rigtige datter, Samantha, oppe i Nordskotland om, at hendes mand, Keith, er sporløst forsvundet efter hendes sidespring med en lokal trussetyv. Rebus tager op nordpå til slægtninge, han har forsømt et helt liv.