Før jeg fik min hjernerystelse (lille, forhåbentlig forbipasserende, men stadigvæk insisterende og delvis invaliderende), havde jeg planlagt at skrive et essay om grænsetilstande i dansk litteratur: opvågninger, vækkelser, al slags dagdrømmeri.

Den tilstand, Johannes V. Jensen i ’På Memphis Station’ beskriver med linjerne: »Halvt vaagen og halvt blundende/ slaaet af en klam Virkelighed, men endnu borte/ i en indre Gus af danaidiske Drømme«, og som særligt Jonas Eika og Theis Ørntoft synes at have kastet sig over blandt de samtidige forfattere.