0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hjernerystelsen blev indgang til en helt ny måde at læse på. En ny slags opvågning

Pludselig blev Matthias Dressler-Bredsdorff tvunget til at læse med ørerne i stedet for med øjnene. Og en lydbog lærte ham, at romankunst består mindst lige så meget af pauser som af ord.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Rune Pedersen
Foto: Rune Pedersen
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Før jeg fik min hjernerystelse (lille, forhåbentlig forbipasserende, men stadigvæk insisterende og delvis invaliderende), havde jeg planlagt at skrive et essay om grænsetilstande i dansk litteratur: opvågninger, vækkelser, al slags dagdrømmeri.

Den tilstand, Johannes V. Jensen i ’På Memphis Station’ beskriver med linjerne: »Halvt vaagen og halvt blundende/ slaaet af en klam Virkelighed, men endnu borte/ i en indre Gus af danaidiske Drømme«, og som særligt Jonas Eika og Theis Ørntoft synes at have kastet sig over blandt de samtidige forfattere.

Det, der interesserede mig, var øjeblikket »halvt vaagen og halvt blundende«, hvor man ligesom famler sig ind i verden – det ene øje åbent mod det sovende liv, det andet overvældet af dagens lys – hvor alt er fremmed, inklusive os selv, og intet for alvor er faldet på plads. Et psykisk sted, der vel i virkeligheden er et ikkested, opmålt i en anden geografi, grænselandets, hvor fornuftens tåge hersker, og det normalt så strikst adskilte og hierarkiserede – drøm og virkelighed, dag og nat, søvnen og det vågne – pludselig kommunikerer, folder sig ind i hinanden i et fantasmagorisk fletværk, går i osmose og frembringer nye livsslyngninger, om end blot for nogle øjeblikkes skyld.

Det vil sige, inden verden på ny falder i hak, inden ordene på ny fusionerer med tingene – og det knap skimtede dobbelte liv, de to værensplaner igen falder sammen til ét.

Det planlagte essay blev ikke til noget, men til gengæld gav rystelsen mig nyt stof. For pludselig var den tilstandsforandring, der tiltrak mig i litteraturen, på en sær og omvendt måde blevet min egen nye virkelighed. En ubehagelig og ubuden hændelse, men ikke uinteressant. For er ikke hjernerystelsen med dens sløvethed, dens trykken og rundtossethed en form for indsovning netop en form for omvendt opvågning?

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce