0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

5 hjerter: Hvis man kan hævne et selvmord, må det være sådan, det skal gøres

Glenn Bech, født 1991, debuterer besværligt og nødvendigt med en stor roman om farens død og giftig maskulinitet.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Lærke Posselt
Foto: Lærke Posselt

'Farskibet' er en særlig og umulig form for modernistisk og eksperimenterende socialrealisme.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

På side 324, det vil sige, da der stadig er mere end 200 sider tilbage af Glenn Bechs debutroman, ’Farskibet’, skriver han: »Far, hvad end jeg selv får børn eller ej, så fucking sværger jeg på, at DET VAR GIFTIG MASKULINITET, der ødelagde og fortsat ville ødelægge livet, både for dig, mig og alle omkring os«.

Og det lyder måske lidt ukarakteristisk friskt i spyttet, men ’Farskibet’ er en roman, der ikke minder om så meget andet – som på samme tid har den forfatterskoleforfinede og formeksperimenterende smalhed over sig og autofiktionens lidt bombastiske statement. Som sorgarbejde synes den i direkte kontakt med traumet; barnets diffuse fornemmelse af faren, der begik selvmord, da Glenn var 5, omsættes til et sprog, der svarer til følelsen af faren.

Det gør Glenn Bech med en litterær kompromisløshed, som også kan få mig til at spørge, om en roman næsten kan komme til at emme af en for stor nødvendighed? I så fald er det svært at bebrejde den. Det modernistisk eksperimenterende ved den ændrer ikke ved, at man oplever at sidde med et stykke aldrig før set socialrealisme, og måske er det netop i Glenn Bechs præcist svækkede sprog, at vi kan nærme os et barns udsathed og de spor, den efterlader:

»Altså, og måske det bare er det, jeg egentlig føler ... At ’som sådan’ vil jo også ’han’ ... én efter én med ’jer’ ... blive ved at dø ... for ’mig’ ... og, giver, det, så, ikke, snart, bare, lidt, bedre, mening?«.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce