På side 324, det vil sige, da der stadig er mere end 200 sider tilbage af Glenn Bechs debutroman, ’Farskibet’, skriver han: »Far, hvad end jeg selv får børn eller ej, så fucking sværger jeg på, at DET VAR GIFTIG MASKULINITET, der ødelagde og fortsat ville ødelægge livet, både for dig, mig og alle omkring os«.
Og det lyder måske lidt ukarakteristisk friskt i spyttet, men ’Farskibet’ er en roman, der ikke minder om så meget andet – som på samme tid har den forfatterskoleforfinede og formeksperimenterende smalhed over sig og autofiktionens lidt bombastiske statement. Som sorgarbejde synes den i direkte kontakt med traumet; barnets diffuse fornemmelse af faren, der begik selvmord, da Glenn var 5, omsættes til et sprog, der svarer til følelsen af faren.
