Statsministerens nytårstale lod pandemiens særlige tidsfølelse lægge sig oven i en genkendelig dansk årstidsfølelse. Både den, der har lejret sig i min krop i kraft af naturens gang under disse himmelstrøg, og den, der har lejret sig i kraft af morgensang, højskolesang, salmesang. Vi havde svære måneder foran os, sagde statsministeren, men til påske vil det hele vende.

Januar og februar er altid svære måneder, hvor man går og skal tøjle sin længsel efter det sommerhalvår, der kan virke så fjernt, at man bliver i tvivl, om det ikke bare er noget, man har drømt eller set i en film. ’April’ lyder som navnet på et utopisk fantasiland. Dér, hvor luften ikke er et angreb på din hud, men et kærtegn. Dér, hvor livet vender tilbage – og det gør det i særlig grad i år, det var i hvert fald det, statsministerens tale stillede os i udsigt. Ligesom den fik sidestillet genåbningen med intet mindre end Jesu genopstandelse – når vi når til påskemorgen, vender det hele ...