0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nå, nu har jeg vist leget nok Phillip Faber for i dag

Mens vi venter på våren, kan vi passende synge – og dér er Brorson genial til at udfylde ventetiden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Gregers Tycho
Foto: Gregers Tycho

Phillip Faber har igennem mange pandemiske måneder holdt os i hånden og sunget morgensang for og med os.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Statsministerens nytårstale lod pandemiens særlige tidsfølelse lægge sig oven i en genkendelig dansk årstidsfølelse. Både den, der har lejret sig i min krop i kraft af naturens gang under disse himmelstrøg, og den, der har lejret sig i kraft af morgensang, højskolesang, salmesang. Vi havde svære måneder foran os, sagde statsministeren, men til påske vil det hele vende.

Januar og februar er altid svære måneder, hvor man går og skal tøjle sin længsel efter det sommerhalvår, der kan virke så fjernt, at man bliver i tvivl, om det ikke bare er noget, man har drømt eller set i en film. ’April’ lyder som navnet på et utopisk fantasiland. Dér, hvor luften ikke er et angreb på din hud, men et kærtegn. Dér, hvor livet vender tilbage – og det gør det i særlig grad i år, det var i hvert fald det, statsministerens tale stillede os i udsigt. Ligesom den fik sidestillet genåbningen med intet mindre end Jesu genopstandelse – når vi når til påskemorgen, vender det hele ...

Så lige nu gælder det bare om at vente. »Vist skal du hente kun ved at vente, kun ved at vente vor sommer ind«, som der står i Brorsons vers, der i sig selv lader os vente på sommeren – på ordet ’sommer’ – ved at gentage formaningen: »kun ved at vente«. ’Her vil ties, her vil bies’ synges i disse dage hele tiden i mine tanker og kommer nogle gange ud af min mund, når jeg åbner den. Og når jeg hører opmærksomt efter, hvad jeg egentlig synger, bliver jeg helt euforisk over, hvor genialt det er.

Brorson lader på forunderlig kalejdoskopisk vis billeder af vinter og forår glide over i hinanden, mens salmens enkle sætninger rækker hinanden hånden i versenes kædedans af gentagelser: »Eja, søde førstegrøde/ førstegrøde af bliden vår/ Lad det kun fryse, lad mig kun gyse/ lad mig kun gyse, det snart forgår«. Gentagelserne synes på den ene side at mane til ro i en ventetid, på den anden side sætter de nye ord, som knopskud. Rytmisk er der både monotoni og variation i versene, de luller dig til ro som en vuggesang, men har også en lille overraskelse til dig, som et pirrende kærtegn.

Brorson lader »dagene længes«, mens »vinteren strenges«, så dagene med ét og samme verbum bliver længere, på vej mod foråret, og fulde af længsel – efter selv samme forår. Han lader den due, der i Højsangen er en erotisk metafor for den elskede (»Kom, min due!«), smelte sammen med den due, der bragte olivenkvisten tilbage til Noahs ark (»lad dig skue med olieblad!«).

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce