Det er nu lykkedes en række britiske konservatorer at redde de mange breve, som sammen med 110 tons sølv i 2011 blev fundet om bord på det legendariske skibsvrag ’SS Gairsoppa’ knap 5 kilometer under havoverfladen ud for Irlands kyst.

Flere skatte fundet på forlist skib. Og der var noget mere værdifuldt end sølv om bord

Foruden 110 tons sølvbarre og nok te til at forsyne 65 procent af den britiske befolkning fandt man i 2011 også 700 breve på det sunkne fragtskib SS Gairsoppa. Bjærgningen foregik 4,7 kilometer under havoverfladen og var derfor historiens dybeste.  Foto: The Postal Museum
Foruden 110 tons sølvbarre og nok te til at forsyne 65 procent af den britiske befolkning fandt man i 2011 også 700 breve på det sunkne fragtskib SS Gairsoppa. Bjærgningen foregik 4,7 kilometer under havoverfladen og var derfor historiens dybeste. Foto: The Postal Museum
Lyt til artiklen

I 2011 fandt man en af historiens største sølvskatte.

Mere end 100 tons sølv lå om bord på det britiske handelsskib ’SS Gairsoppa’, som bjærgningsfirmaet Odyssey Marine Exploration havde fået til opgave at finde og undersøge.

Skibet blev i 1941 torpederet af en tysk ubåd, da det befandt sig et godt stykke ude i Atlanterhavet vest for Irland, og sank næsten fem kilometer ned til havets bund. Hele besætningen på nær én druknede.

Men der var altså også skatte af en mere litterær kvalitet om bord, viser det sig.

Sammen med alt sølvet fandt man også sækkevis af personlige breve, som var lastet på skibet. Dem har konservatorer arbejdet hårdt på at redde efter 70 år i saltvand, og det mundede i 2018 og 2019 ud i udstillingen ’Voices from the Deep’ på det britiske Postal Museum i London.

Men nu er flere af brevene – heriblandt nogle af dem, som var meget beskadiget – blevet konserveret og stykket sammen. Det skriver The Guardian.

Blandt andet har man sammensat fragmenterne af et ømt kærestebrev fra en udstationeret soldat til sin udkårne, Iris:

»Pas på dig selv, min skat, ikke bare for din egen skyld ... også for min«, skriver han.

»Forestil dig, at jeg har min læber presset tæt mod dine og mine arme fast omkring dig ... lad os håbe, at denne her forbandede krig snart er ovre«.

Grunden til, at brevene er i relativt god stand efter så mange år på havets bund, er, at de ikke har været udsat for ilt. Desuden frøs konservatorerne dem ned, lige så snart de blev bjærget. Siden da er de forsigtigt blevet skyllet i ferskvand.

Sebastian Wittrock

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her