Bliver man glad, når der en lørdag morgen i marts ligger en pakke på dørmåtten, og man frem af den drager en lille lysende bog med det smukkeste omslag i gradueret blåt? Og når man slår op på første side og læser om morgenens råger, at de er »sorte pigmentrester, der fede og fjerglinsende farvede natten sort i trætoppenes kolonier«? Og at træernes grene måske er »blodårer, der løber til himlen, fjerner det substansløse blå og lader den blive en lysende euforisk lilla«?

Ja, så bliver man fandeme glad, i hvert fald hvis man er så farve- og ordbegejstret som mig, og her, i Ann Linn Palm Hansens debutroman, oplever ord og farver at finde hinanden og åbne læserens øjne.