Olga Ravn er nomineret til den prestigefyldte International Booker Prize 2021 for bogen ’De ansatte’.

Olga Ravn nomineret til international bogpris

»Det er næsten, som om Olga Ravns idiosynkratiske arbejdspladsroman ’De ansatte’ selv udsender mærkelige dufte og angriber læseren med fjerne, men underligt velkendte følelser og livsformer«, lød det bl.a. i Politikens anmeldelse af 'De ansatte'. Foto: Miriam Dalsgaard/POLFOTO
»Det er næsten, som om Olga Ravns idiosynkratiske arbejdspladsroman ’De ansatte’ selv udsender mærkelige dufte og angriber læseren med fjerne, men underligt velkendte følelser og livsformer«, lød det bl.a. i Politikens anmeldelse af 'De ansatte'. Foto: Miriam Dalsgaard/POLFOTO
Lyt til artiklen

Den danske forfatter Olga Ravn er blevet nomineret til The International Booker Prize 2021 for sin roman ’De ansatte’.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra forlaget Gyldendal.

Den prestigefyldte pris tildeles årligt til en forfatter, der er udkommet med en oversættelse af sin bog i Storbritannien eller Irland.

’De ansatte’ udkom i 2018 på Gyldendal, og sidste år udkom den i England, oversat af Martin Aitkens.

»Det er fantastisk, at Olga Ravn med nomineringen får denne ekstraordinære internationale anerkendelse for sit forfatterskab, der altid formår at gøre litteraturen brændende aktuel ved at kombinere original formtænkning med undersøgelser af tidens vigtigste spørgsmål«, siger forlagschef for Gyldendal Skønlitteratur Simon Pasternak.

13 forfattere er med på The International Booker Prize 2021 longlist. 22. april skæres listen ned til en såkaldt shortlist, hvorfra årets prismodtager udpeges. Det sker den 2. juni.

Prisen kommer med en honorering på 50.000 pund, hvilket svarer til 435.000 danske kroner, som deles mellem forfatter og oversætter.

Læs Politikens anmeldelse af bogen her:

Begejstret anmelder: Olga Ravn har skrevet en besværlig og vildt original samfundskritisk sci-fi-utopi

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her