Jeg er langtfra nogen kender af japansk kunst og kultur, men jeg ved, at japanerne har en forkærlighed for besjælingen. Yoko Tawada henrykkede mig aldeles med romanen ’En isbjørns erindringer’, hvor det er en isbjørn, der får sjæl, og besjælinger skal man heller ikke lede længe efter i hendes fremtidsroman ’Udsendingen’, som nu er oversat til dansk af den gode Mette Holm.

Vi er ikke mange sider inde i romanen, før vi hører om drengen Mumei, at han altid »var bekymret for at hans tøj skulle stikke af for at drikke cocktails eller danse natten lang for siden at komme møgbeskidt og krøllet tilbage«, og om hans oldefar Yoshiros »stakkels« vaskemaskine, at den »havde måttet kæmpe med at slynge de tunge håndklæder rundt og rundt i sin mave, indtil den døde af udmattelse«. I Tawadas fremtidsvision har man kasseret alle vaskemaskiner, fordi det rygte har bredt sig, at deres rotation er skadelig for hjernen; nu ligger millioner af døde vaskemaskiner på bunden af Stillehavet og fungerer »som kapselhoteller for fiskene«.