»Vi producerer uafladeligt fortid. Vi er fortidsfabrikker«. Sådan defineres mennesket et sted i Georgi Gospodinovs nye roman. ’Tidsskjul’ hedder den. Ordet indføres af jeg-fortællerens alter ego, Gaustin (navnet er et mix af Augustin og Garibaldi, »tidlig teologi og sen revolutionsromantik«). Gaustin rejser rundt i Europa mellem det 20. århundredes forskellige årtier, og i sin klinik i Zürich iscenesætter han disse årtier som forskellige rum med tidsspecifik indretning, som bringer de demente patienter tilbage til en tid, de føler sig hjemme i, og hjælper deres hukommelse på gled. Det er disse rum, han kalder »tidsskjul« eller »beskyttelsesrum fra fortiden«.

I den anden ende af romanen bruges ordet tidsskjul af fortælleren om New York Library: »Jeg dykker ind i bibliotekets kølige hule, som ind i en anden tid, et tidsskjul«. Således tydeliggøres forbindelsen mellem tidsskjul og litteraturen. Det er i bøgernes verden, vi kan rejse mellem tiderne; det er forfatteren Gospodinov, der ud af sin barndomserindring eller sin læsning kan fremtrylle 70’ernes Sofia eller 20’ernes Paris for os.