Hvem har et whiteboard derhjemme? Ingen. Medmindre man er bosat i socialpsykiatrien, hvor bolig og behandling er flettet sammen, og madlavning er en øvelse i livsduelighed. Fine Gråbøl romandebuterer med en klog og hård fortælling fra sådan et midlertidigt bosted for unge mellem 18 og 30 år, der efter planen skal sluses ud i »virkeligheden«.
Romanen hvirvler sit stof op i små kortprosabidder. Nogle passager udspiller sig over et par sider, andre er bare en ensom sætning på siden: »Man kalder inddæmning af følelsesregisteret for behandling«. Poetiske udsagn fravristet sygejournalens sprog, her granskes psykiatriens logik indefra. Med ømhed over for de andre unge og flere af behandlerne, men med en skarphed i kritikken af de hierarkier, der for eksempel gør det mere fordelagtigt at være bipolar end spiseforstyrret, når det kommer til kontanthjælp.
