De fleste vågner bare op og børster deres tænder. Men hvad stiller man op, hvis man pludselig ikke mere magter det normale? Da jeget i Sidsel Ana Weldens romandebut bliver for deprimeret til at opretholde de vedtagne rutiner, forsøger hun sig med et simplere ritual: Hver morgen, når hun vågner, fotograferer hun himlen, så hun altid kan finde dagslyset, selv om natten. »Sådan kan jeg samle på lyset«, summerer hun, net og enkelt. Men det er ikke bare derfor, jeg bider mærke i ritualet. Jeg lægger lige så meget mærke til det, fordi det at samle på sanseindtryk kunne være en poetik for ’I det hvileløse’.
Ikke sådan forstået, at Weldens roman er en bog, som partout vil forvandle smerten til guld. Eller for den sags skyld fylde siderne med snapshots af fotogen ulykke. ’I det hvileløse’ er snarere en punktroman, hvor hvert punkt er en nøje udvalgt sansning, som læseren vil kunne finde frem, hvis uroen en nat skulle blive for stor.
