Ane Riels ’Urværk’ er en fortælling om at gå bort. En gammel kvinde er ved at forlige sig med snart at skulle dø, da hun kortvarigt mærker livet bruse igen, idet hun indleder et venskab med en lille dreng og hans hund.
Ældgamle Alma bor alene i det hus, hun delte med sin mand, urmageren Otto (bemærk at navnet næsten også er et tal). Manden er tilsyneladende borte, men tilbage er hans ure, og især det gamle bornholmerur i stuen har en særlig betydning for Alma. Det er ’konen’, et ur, hvis taktslag følger Almas. »Noget i hende sagde, at de hang sammen, de to. Bornholmeren og hendes hjerte. Hvis hun en aften skulle glemme at trække uret op, ville hjertet gå i stå sammen med det«, så hun trækker troligt uret op hver aften med følelsen af, at hun til hver en tid selv kan vælge, hvornår hendes indre ur skal gå i stå.
