Når du skal snakke med mennesker, som egentlig ikke vil snakke med dig, gælder det om at være lidt ligeglad. Eller i hvert fald lade som om man er det. Det lyser ud af Adil Erdems 10 samtaler med unge, som lever på gaden. Han er ikke en dreven udspørger. Han kom lige forbi. Så lad os snakke lidt. Hvordan er du havnet her?
Pointen i ’På gaden’ er, at det ikke kun er misrøgtede lyse danske børn, som kommer i uføre. En betragtelig del af de adspurgte tilhører det ’brune’ segment i vores land. Og det er nok her, bogen har sin store, ubærlige styrke. Allermest måske i samtalen med pigen Malak med irakiske rødder. En dag får hun at vide, at hun skal forloves med en fjern fætter, som hedder Ahmed, og som hun har mødt kortvarigt to gange tidligere. Det vil hun ikke. Hun forlader sit hjem og bliver anbragt på forskellige institutioner, for når ’jungletrommerne’ har fortalt familien, hvor hun nu er, må hun videre. Man får et rigtig godt indtryk af myndighedernes hjælp i disse situationer.
