Hvis der er et greb, jeg især sætter pris på i novellesamlingen ’Bøssedanmark’, må det være, hvordan realismen får lov at sætte sit tydelige præg.
Hvad enten det er rå realisme som i Mads Ananda Lodahls ’Herremiddag’, hvor nytårsfejringen i Vester Skerninge får en tragisk udgang, da den midaldrende familiefar, der endelig har erkendt sin seksualitet, ynkeligt forråder sig selv: »Jeg forklarer dem, at det er derfor jeg kaster op. Fordi jeg har set nogle bøsser. Det er så væmmeligt. Synes de ikke også det? Ville de ikke også kaste op, hvis de mødte nogle bøsser?«.
