Der er et tidspunkt i ’Kærlighedens år’, hvor romanens nutidsfortæller siger: »Jeg er ved at kaste op over ’den personlige fortæller’, som jeg ellers var meget optaget af engang. Nu synes jeg, at det er en kliché, når mine kollegaer begynder deres historier med deres egen barndom«.
Det er et centralt øjeblik i romanen, fordi hovedpersonen, Nanna, netop da ser romanens forfatter, Johanne Mygind, direkte i øjnene. For Mygind er lige nøjagtig i gang med at gøre det, som Nanna stiller sig kritisk over for.
