Få ting er mere berusende end at kunne være hvem som helst hvor som helst. Det slår mig, da jeg læser slutningen på Emeli Bergmans roman: En erindringssekvens, hvor jegfortælleren Anna og hendes bror holder ferie i Sevilla. Dagene går med at læse og snakke i sengen. Deres barndom er næsten ovre. Men når de en gang imellem forlader lejligheden, leger de stadig og morer sig over, at folk tror, at de er kærester:

»Benjamin er tidligt udviklet, jeg er lille og spinkel. Vi kan godt lide det. Vi kan godt lide at blive mindet om, at vores virkelighed kun er en af tusind mulige (…) Højdepunktet er, da damen i teatrets garderobe udbryder: Oh! Et smukt par!«