Suzanne Brøgger tør give sig i kast med dagbogens pinagtige og forløsende eksperiment. ’En forfatters dagbog 2010-2020’ er både en dødebog og en livsytring, en kærlighedshistorie og en samfundsdiagnose.

Ingen går fri i Suzanne Brøggers dagbog: »Man kan ikke slå ud med armene uden at ramme nogen«

Forfatter Suzanne Brøgger.    Foto: Peter Hove Olesen
Forfatter Suzanne Brøgger.  Foto: Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

I år har jeg som så mange andre været helt opslugt af den franske forfatter Annie Ernaux (f. 1940) og hendes evne til at transformere sin egen livshistorie til fælles fortællinger. Derfor kom Suzanne Brøggers (f. 1944) definition af selvbiografien som et lille chok for mig. »Det selvbiografiske indebærer, at man træder ud af stammen, slægten, familien og udelukkende taler på egne vegne«, fastslår Brøgger nemlig i det allerførste opslag i ’En forfatters dagbog 2010-2020’.

Suzanne Brøgger skriver altså ikke, for at vi skal kunne genkende vores eget liv i hendes, men for at vriste sig fri. Brøgger vil helst skrive, som man gør, når man står udenfor – som sandsigersken eller fordums kunstnerikoner gjorde.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her