Karin Smirnoffs romaner om den modige, kuldslåede Jana Kippo er intet mindre end en sensation. Alene det faktum, at Smirnoff som 54-årig debuterede med den første af de tre romaner, ’Jeg tog ned til bror’, blev nomineret til den prestigiøse August-pris allerede inden udgivelsen og siden solgte flere hundrede tusinde eksemplarer af først den ene og siden den anden roman i serien, er usædvanligt. Men det mest spektakulære er bøgerne selv; isnende barske beskrivelser af en barndom i et nordsvensk landsbysamfund, skrevet i en tone, der er hård, humoristisk og sprogligt helt sin egen. Uden tegnsætning og med ord, der skrives i én lang køre og læses med fuld fart mod afgrunden.
’Og så tog jeg hjem’ er tredje og sidste bog i fortællingen. Den foregående roman, ’Vi tog op med mor’, sluttede med, at Jana og hendes tvillingebror, som slet og ret hedder Bror, var faldet ned ad en klippeskrænt. Smirnoff lod dem slet og ret hænge der og lukkede bogen i. Med Smirnoffs vanlige ligefremhed begynder den nye roman således: »Bror døde og lod mig alene tilbage.« Nu forestår så Brors begravelse – og en masse praktiske og følelsesmæssige hængepartier, for Jana Kippo er nemlig ikke en, der er god til at afslutte ting. Det samme gælder for så vidt Karin Smirnoff, som med rette kunne have afsluttet fortællingen med bog nummer to frem for at efterfølge to tæt på perfekte romaner med noget, der mest af alt føles som et appendiks.
