Amerikanske Elizabeth Strout har en særlig evne til at gøre det upåfaldende helt usædvanligt interessant. Små skæbner fra fjerne hjørner af udkants-USA bliver i al stilfærdighed til stærke og gribende skikkelser i hendes fortællende hænder, hvor de mindste detaljer om påklædning, gestik og ordvalg tegner figurerne op, så de står lysende klart for læseren. Det gælder i hendes to romaner om Olive Kitteridge, som måske må siges at være hendes hovedværk, og det gælder figuren Lucy Barton, som er hovedfigur i romanerne ’Mit navn er Lucy Barton’, ’Alt er muligt’ og nu ’Åh William!’.
Titlens William er Lucys eksmand. Romanen ligger tidsmæssigt flere årtier efter ’Mit navn er Lucy Barton’, og Lucy har netop mistet sin seneste mand, David. Sorgen er overvældende, og minderne om deres tid sammen vækker minder om et meget anderledes ægteskab, nemlig ægteskabet med William – den mand, hun fik sine to døtre med, og den mand, som med Lucys ord var »det eneste menneske jeg nogensinde har følt mig tryg sammen med.«
