Berlingskes teaterredaktør, Jakob Steen Olsen, er en hund efter gode historier fra den danske underholdningsbranche, især fra teatrets verden. Det vil læsere af avisen fra Pilestræde vide, for han har tidligere bl.a. diverteret sine læsere med dem i en julekalender. Nu har han imidlertid samlet sine 50 bedste historier og udgivet dem i en smukt illustreret bog med titlen ’Pige træd varsomt’.
På nær et par stykker er historierne centreret omkring en person eller et par, som portrætteres med særligt fokus på det, der i forordet kaldes »slibrige skandaler og hemmelige fortællinger«. Det er på sin plads, at der allerede i bogens titel er indlagt en art advarsel, for det er virkelig artige sager, Jakob Steen Olsen byder sin læser på. Jeg nævner i flæng: selvmord, en royal affære, medlemskab af DNSAP, dobbelt livsførelse, satanisme og alskens former for misbrug.





