Lane Lind har udgivet sine erindringer og er så hudløst ærlig, at det indimellem bliver for meget for anmelderen.

’Matador’-skuespillers erindringer er det modsatte af de glansbilleder, vi er vant til fra sociale medier

Lane Lind fik lyst til at skrive sine erindringer, da hun sidste år stod på scenen i sin selvbiografiske kabaret ’Hvis livet var en sang’ på Café Liva i Nyhavn.    Foto: Lars Skaaning
Lane Lind fik lyst til at skrive sine erindringer, da hun sidste år stod på scenen i sin selvbiografiske kabaret ’Hvis livet var en sang’ på Café Liva i Nyhavn. Foto: Lars Skaaning
Lyt til artiklen

»Nu træder jeg så tilbage og betragter mit liv. Der er ikke, fordi jeg tror, at jeg har et livsværk, der er værd at betragte. Det er, fordi det for mig giver mening at bruge min alderdom til at klarlægge for mig selv og min lille familie, og hvem der ellers måtte være interesserede, hvad det egentlig lige var, der skete. Bruge tiden til at forstå, acceptere og give videre«.

Sådan skriver skuespillerinden Lane Lind (født 1945) i sin erindringsbog, ’Det jeg aldrig glemmer’. De fleste mennesker, uanset om de skriver erindringer eller ej, kender nok til behovet for at se tilbage og forstå, efterhånden som de bliver ældre. Det er der ikke noget enestående i, men måden, Lane Lind gør det på, er ganske unik.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her